Mere om botræning

Vores bofællesskaber

Vi råder over 2 bofællesskaber, med hver plads til 6 unge. De unge har deres eget værelse og deler badeværelse 2 & 2. Herudover deles de om fællesområder som køkken, stue og vaskerum.

Som udgangspunkt skal de unge selv kunne klare, at komme op om morgenen, spise morgenmad og møde i virksomhedspraktik eller i skole.

Der kan altid i en periode ydes ekstra støtte til at få dagen startet, både ved at en medarbejder møder i bofællesskabet, eller ved kontakt til den unge på telefon.

 

Pædagoger og Erhvervskonsulent

Pædagogerne har et godt kendskab til den enkeltes virksomhedspraktik, og ”lægger øre til” den daglige snak om, hvad der er sket i dag. Såfremt der er tegn på, at den unge ikke trives på sin praktikplads, der er opstået utilfredshed, usikkerhed eller optræk til konflikter, vejledes den unge til at tage kontakt til erhvervskonsulenten, som hjælper den unge med at få løst den givne problematik.

 

Struktur i hverdagen

Alle de huslige gøremål, som også følger med, når den unge senere skal bo i egen bolig, tilrettelægges ud fra individuelle behov. Fællesopgaver er skematisk tilrettelagt. På en ugeplan kan man se, hvem der skal lave mad, og hvilket rengøringsområde man har den pågældende uge. Alle har en fast vaskedag, og der er faste dage for oprydning og rengøring af fællesområder samt eget værelse.

 

Personlig hygiejne

Omkring den personlige hygiejne, har de fleste rimelig eller helt styr på baderutiner, tandbørstning, tøjskift, frisørbesøg osv., mens der for andres vedkommende er brug for massiv vejledning. Vi bruger gerne virksomhedspraktikken som referenceramme i forhold til, skal badet være før eller efter arbejdstid, og vigtigheden af at være velsoigneret, når man er tæt på andre mennesker. Det giver mening, at få arbejdsidentiteten koblet på hygiejnen. Arbejder man på et autoværksted og er helt sort, når man kommer hjem, skal man i bad inden det huslige arbejde påbegyndes. Skal man derimod i en hvid skjorte og arbejde i butik, er det godt med et morgenbad, så også håret er nyvasket.

 

Økonomisk rådgivning

Økonomi er en stor vejledningsopgave. De fleste unge er meget glade for/ønsker at at få hjælp til, at lommepengene strækker til hele måneden, mens vi ved andre unge skal ”gøre os fortjente” til at kigge med på kontoudtogene, og komme med forslag til ændringer.

Vi starter altid med at hjælpe den unge til at oprette en budgetkonto, så de er sikre på, at faste udgifter som kost, husleje, forsikringer, telefonregninger mm. bliver betalt til tiden. Ønsker den unge selv at administrere sin økonomi, hjælper vi den unge med at søge råd i banken. Bankrådgiverne er gode til at fortælle om fordelene ved at sætte et fast beløb på budgetkontoen, så der altid er penge til faste udgifter.

Vejledningen er meget individuel, nogle unge passer så meget på pengene, at de ikke har lyst til at købe nyt tøj, og andre bruger dem med samme hastighed som de kommer.